Forfatter: Håkan NesserUdgivelsesår: 2016

Berlingskes anmeldelse

Af Merete Reinholdt, kultur@berlingske.dk - fredag den 29. april 2016, 12:00

Håkan Nesser har skrevet et underfundigt eventyr om en lettere retarderet mand, der skal finde sin mor i Berlin. Blandt meget andet.

Håkan Nesser er en filur, og med det in mente skal man læse hans underfundige eventyr »Elleve dage i Berlin« om den unge og mentalt træge Arne Murberg. Og så skal man bide mærke i bogens indledende citat af Astrid Lindgren, om at: »Noget budskab har jeg ikke. Men jeg vil gerne sprede en helt almen tolerance over for menneskeligt vanvid.«

For hvad enten man vil tage dette udsagn for pålydende, eller man kan høre hofnarrens sætten-ord på det usagte, så har Nesser slået tonen an i et lindgrensk hurlumhejhus af et litterært univers. Hovedpersonen tænker på tværs af normaliteten, og handlingen bevæger sig fra konkret her-og-nu virkelighed til magisk eventyrlighed og tidsforskydning.

Samlet set bliver det til en underholdende, fabulerende fabel om at tro på det gode i mennesket og ikke lade sig begrænse af fastlåste normer.

Med Nessers sproglige overskud og mangfoldige inspiration fra både nævnte Lindgren samt Faust, Evert Taube m.fl. vokser den i begyndelsen lidt langsommelige lidelseshistorie sig stor og skør, og den folder sig til sidst ud med vidunderligt og vanvittigt vid til en burlesk beretning om en ung mands løsrivelse fra familietraumer, hovedtraumer og hverdagens trummerum.

Læs også: Hvis du elskede »Stoner«, vil John Williams antikke mesterværk også begejstre dig
Langtrukken i sin fjollethed

Arne Albin Hektor Murberg er et grundlæggende godt menneske, hvilket muligvis beror på, at han som knægt fik rystet hjernen af led under et fatalt hovedspring fra en klippe. Han har siden haft en smule svært ved at fange alle nuancer i forståelsen af stort og småt i tilværelsen. Men han er, som han da også selv pointerer, ikke dum, og han kan, viser det sig, mere end de fleste.

Da Arne Murbergs far lå på sit dødsleje, afslørede han over for sønnen, at moren, den smukke Violetta Dufva, ikke som hidtil fortalt døde i en drukneulykke ved Vesterhavet. Hun stak af med en trubadur ved navn Lummersten, da Arne var godt et år, og det forlibte par bosatte sig i Berlin.

Den døende far bad Arne om at rejse derned for at finde hende og overbringe hende et lille aflåst skrin. Så da han er begravet, rejser Arne til den tyske hovedstad, godt belæsset med gode råd og bekymrede formaninger fra farbroren og tanten, hans reserveforældre.

Her møder han den handicappede Beate og den forrykte Litvinas, der hver især har deres egen fortælling i historien. Beate er eneste pige i en stor søskendeflok, fra fødslen svagelig og af sin far betegnet som en ulykke. Hun var tæt knyttet til sin nu afdøde morfar og stor fan af Astrid Lindgren og især Brødrene Løvehjerte, hvorfor hun har lært sig svensk.

Anatolis Litvinas er netop udskrevet fra psykiatrisk varetægt, har muligvis levet i hundredvis af år, kan hypnotisere og har i øvrigt gang i noget skummelt i en mørk lejlighed i Kyffhäuserstrasse, hvor Arnes mor muligvis bor.

»Elleve dage i Berlin« er en dejlig bog, om end den ikke er Håkan Nessers bedste. Første del bliver lidt for langtrukken i sin fjollethed, selv om det hele efterhånden giver mening, og barokken rocker. Den anbefales som hyggelæsning og til eftertænksomme tanker om normalitet, normer, naivitet og næstekærlighed.

Bogblogger:

Håkan Nesser folder igen den lidt mere mystiske side af sit forfatterskab ud i dette tredje bind i sin storby-trilogi, der denne gang tager os til Berlin.

Arnes far ligger for døden og som sit sidste ønske beder han Arne finde sin mor, der dengang Arne var helt lille stak af til Berlin med en trubadur. Han giver Arne en lille låst æske, som han skal give til sin mor.

Arne er ikke helt klog på grund af en hovedskade, han pådrog sig som barn og tanken om, at han skal til Berlin helt alene, bekymrer hans farbror og tante. Men Arne tager af sted med en ordbog og lyst sind og alt går fint. Lige indtil nogen stjæler hans sko, og han bliver hypnotiseret af en sommerfuglemand og pludselig befinder sig i 1600-tallet som Aron, der skal redde Beate fra at blive brændt på bålet som heks.

Forvirret? Også mig. Og fuldstændig som i Himlen over London er jeg ikke helt med på, hvad der foregår hele tiden, men jeg kan lide det alligevel. Fordi Nessers tone og ordvalg – og her må man virkelig rose oversætteren for at få det frem – bare er noget særligt. Jeg nyder bogen og historien, mystikken og sproget – på trods af jeg normalt ikke bryder mig om at blive forvirret, når jeg læser.

Det er et moderne eventyr for en ægte Nesser-fan.