Forfatter: Håkan NesserUdgivelsesår: 2017

Håkan Nesser: Eugen Kallmanns øjne. Bo Tao Michaelis i Politiken

Den midaldrende lektor Leon Berger har mistet sin kone og datter i en færgeulykke. Ægteskabet var i forvejen koldt og goldt, og selvom Leon er den sørgende enkemand, er han også mand for at søge væk fra bolig og job i Stockholm og tage op nordpå og begynde om igen. Til Norrland og en by, som kun hedder K.

Året er 1995, og dette år og halvt ind i 1996 er tidsrammen for Håkan Nessers nye spændingsroman ’Eugen Kallmanns øjne’. Samt en epilog, som foregår ti år efter, og hvor de fleste brikker i puslespillet falder på plads.
Læs også: Den litterære kæbe går af led, fordi den vil gabe over så meget

Leons ankomst til sin nye skole, foranlediget af en gammel studiekammerat Ludmilla på grund af titelpersonens dramatiske og bratte død, sætter sendrægtigt skred i sinistre sager. Hvor lig falder ud af skabe, mens sød musik opstår mellem mennesker. Men også racistiske melodier og mystiske affærer fra fortiden melder deres ankomst. Kallmann har nemlig efterladt sig en række dagbøger, som antyder, at han som dreng har myrdet sin mor, fordi hun tog sig en elsker, mens far var indkaldt under krigen.

Leon og to andre kolleger fra skolen begynder at rode i asken og finder gløder, som endnu kan brænde, men det gør den gammelkloge og kønne Andrea også sammen med sin hjerteveninde Emma. Vi får toner af Astrid Lindgren.

’Eugen Kallmanns øjne’ er skrevet i grænselandet mellem krimien og den såkaldte skønne litteratur. Her trives Nesser rigtigt godt.

Her er der frugtbart muld for netop inciterende historier, som vil mere end blot underholde og få tid til at gå, men som også giver skiver af det mere stille svenske liv milevidt fra Stockholm. I en kultur og et klima, som er vemodigt nordisk med hurtige somre og lange vintre. Hvem husker sneen fra i fjor, tårer fra i går, når had blusser op og sætter ild til mord? Og ethvert ægteskab er ikke stærkere end den svageste part, så nogen finder hinanden, og andre går hver til sit.

Nesser har tendens til sentimentalitet, men hans nøgterne prosa redder ham fra helt at falde i siruppen, når det søde afløser, folk falder til føje, kys bliver bløde og fører ind i et fast forhold.

Hans spænding er både den gamle episke om, hvad der mon sker om næste hjørne, og den nyere enigmatiske, hvor temaets tråd hænger sammen med gåder, som blotlægges på de sidste side.

Men forvent ikke biljagter og hidsige skududvekslinger. Regn med i ro og mag at læse en dreven labyrintisk forfatter med intrigante irgange, som slynger sig ind og ud af sagen om Kallmanns øjne, som kunne se ind i sjælen på ethvert menneske, som passerede hans gang og gerning.

Det er ikke Håkan Nesser, når han er allerbedst. Lidt lang i spyttet. Men trods alt og stadig langt bedre end så mange andre af tidens krimier.