Forfatter: Håkan NesserUdgivelsesår: 2014

Bo Tao Michaëlis: Politiken (der dog havde fået et forkert oversætternavn på bogen)
Levende og døde i Winsford

Som forfatteren Hermann Broch engang kaldte Franz Kafka tysk litteraturs hemmelige konge, kan du i lavere toneleje sige det samme om svenske Håkan Nesser og Nordic noir.

Han har desværre ikke samme bestsellerstatus som det dekorative, men overvurderede svenske ægtepar Lars Kepler, sælger ikke helt så stærkt som effektive og hårdtslående Jussi Adler-Olsen og er aldrig så spektakulært udpenslende og splattet som Jo Nesbø.

Ej heller er alle hans bøger lige gode. Hans forrige serie om den melankolske svensker med det italienske efternavn Barbarotti blev nogle gange for sentimental for min smag.

Men når Håkan er god, er han skidegod, den bedste blandt ligemænd i Norden.

Ja, lad os bare tage den skandinaviske mund fuld og skrive hele verden. Den mundfuld ligger ligefor med "Levende og døde i Winsford".

Sammenfletningens kunst

En jegfortællende midaldrende svensk kvinde og tidligere fjernsynsvært, Maria, ankommer med sin hund, Castor, til dette Udkantsengland, Winsford og Exmoor, der mestendels er kendt for sine vilde heste, udstrakte heder og englænderen R.D. Blackmores romantiske røverroman ’Lorna Doone’.

Alle tre ting spiller en afgørende rolle i Marias egen fortælling. Om sin mand, litteraturprofessoren, der muligvis har voldtaget en ung kvinde. Som i hvert fald engang i fortiden tilbragte nogle skæbnesvangre somre sammen med et digterpar, som meget ligner det berømte og tragiske Sylvia Plath og Ted Hughes.

Jo, Nesser er (fin)litterær som altid og fletter både med vid og bid intertekstuelle referencer ind i intrigen.

Samt at Maria selvfølgelig meget tidligt i romanen foretager sig noget forfærdeligt og farligt, som hænger sammen både med fortiden og meget snært med en nutid, hvor hun er mere eller mindre fremmedgjort over for sine voksne børn, venner og familie.
Hekseafbrændinger

I et gammelt lejet hus funderer hun på sine gåture med hunden over, hvad der gik galt i sin tid, dengang med hendes døde søster og døde kæreste. Mens en mand strejfer forbi og omkring.

Kanske er der en chance for en romance for den 50-årige kvinde, der ellers for længst har lagt den slags på hylden.

Samtidig sker der mystiske hændelser rundt omkring. Vi er jo i den del af England, hvor man i forne tider brændte hekse for overtro, og hvor genfærd går heftigt igen. I hvert fald ifølge folkemund og folklore.

Jo, nu mærker vi, at forfatteren kender sin egn som et stykke svensk knækbrød.
Gothic romance

Gothic romance

Håkan Nesser har veloplagt og velskrivende leveret en Gothic romance.

Dårligt at overføre og definere på dansk, fordi gotisk og romantisk er noget andet og mere på britisk. Men bedste eksempel på genren er Daphne du Mauriers klassiker ’Rebecca’.

Altså en jegfortalt thriller, der hele tiden driller med tvetydige antydninger, knirkende døre, vind i piletræer, uhyggelige minder monteret med bittersød eller giftig kærlighed, medens plottet spidsbuer sig gotisk mod en uventet og grotesk slutning.

Romanen her bruger 363 sider til at guide os rundt i sin spegede labyrint med naturens egne lyde og egnens pittoreske personer. Men for en gang skyld, og voldsomt vederkvægende for denne anmelder, er der ikke én side for meget.

Tværtimod, og som vi siger i filmverdenen, bliv endelig siddende, mens rulleteksterne kører. ’Levende og døde i Winsford’ er lige til ildrageren, når efteråret puster til pejsen, og din altankasse knirker i natten.


Bo Bjørnvig - Weekendavisen

En vinter på heden

En stadig smuk svensk kvinde på 55 er i en BMW på vej ud til et hus, hun har lejet i det sydvestlige England, langt ude i et øde landskab. Det er i begyndelsen af november, foran hende ligger en mørk kold vinter.

Mens hun kører, får vi bidder af hendes fortid, og det fortsætter under indflytningen og opholdet i det gamle stenhus lige ud til heden, hvor tågen driver og vildhestene indimellem kan skimtes.

Hun indretter sig sammen med hunden Castor, en Rhodesian ridgeback, og begynder at spise på den lokale pub, hvor hun møder Mark, en ganske attraktiv mand på hendes egen alder, som påstår, at han kan se ind i hendes hoved: Han ser en mand og et hvidt hus langt sydpå.

Hun bliver utilpas – af gode grunde, véd vi. Men hun fortæller ikke Mark noget, kun at hun måske bliver forfulgt af en stalker, som har smidt døde agerhøns foran hendes dør.

Mark beroliger hende, døde agerhøns beskytter ifølge den lokale overtro beboeren i huset. Men er det nok? For hun har virkelig brug for beskyttelse, finder vi efterhånden ud af ...

Håkan Nesser tager ligesom i den fine roman De ensomme fat på generationen, der er midt i halvtredserne, hvor fortiden vendes, og livet gøres op. Hvorfor det lige sker i den alder, kan man jo overveje; livet er jo på ingen måde slut, og ofte sidder folk godt i det, men det skyldes vel, at de pludselig opdager, at de er havnet på en vej, der ender blindt, og derfor må foretage en U-vending.

Det har kvinden Maria i den grad oplevet, finder vi ud af, og mens hun i slud og regn og tåge trasker rundt på heden med sin hund, kommer vi længere og længere ind i hendes hoved – og det er egentlig ikke spor rart. For man bør da holde med hovedpersonen, ikke?

Marias baggrundshistorie implicerer i høj grad hendes mand, litteraturprofessoren Martin, der som ung boede i en slags forfatterkollektiv sammen med et amerikansk digter-par. De første år i Grækenland, senere i Tunis.

Det endte tragisk, og det vil Martin nu skrive en bog om, hvilket ikke er helt ufarligt, viser det sig.

Nesser er klart inspireret af forholdet mellem Sylvia Plath og Ted Hughes, men har selvfølgelig digtet til og fra, så Martin oplever noget, han aldrig kommer over. Hvad? Ja, det er det, Maria i et forsøg på at forstå sit eget samliv med Martin vil prøve at finde ud af. Det er bogens andet plot.

Håkan Nesser opbygger det hele på forbilledlig vis, så man som læser ser det ene fantastiske scenarie efter det andet for sig, blot for så at ende med – ja, næsten ingenting. Nu skal forfatteren jo ikke klandres for ikke at opfylde éns paranoide forestillinger, men alligevel blev jeg lidt ærgerlig. Det er, som om Nesser slutter med et ha-ha!

Men opholdet på heden er formidabelt skildret, og det er, som om forfatteren selv véd det, når han til slut i bogen skriver: »Denne roman bygger på forfatterens frie fantasi. Det gælder både for svenske professorer (...) og det gælder engelske og amerikanske forfattere (...) Miljøet på Exmoor er dog skildret i overensstemmelse med virkeligheden.« Nesser boede selv en vinter på heden.

 

Nessers nye er svær at slippe

Af Merete Reinhold,Fredag den 29. august 2014, 20:36 - Berlingske

Håkan Nesser har skrevet en foruroligende fortælling om flugt og fortrængning. En krydsning af krimi og roman, hvor poesi og spænding vikler sig ind i hinanden på forunderlig vis.

Tågen over hedelandskabet ligger som en dyne af dysterhed og sniger sig langsomt og umærkeligt ud fra siderne og ind over læseren, så man pludselig ikke kan se meget mere end en hånd eller en bog, denne bog, for sig. Håkan Nessers »Levende og døde i Windsford.« Kulden, stilheden, mørket mærker man først, når historien har slået sin koldklamme klo i én, og man ikke længere kan lægge den fra sig.

Så man gør som jeg-fortælleren, Maria. Vandrer ud over den sydvest-engelske hede, lytter til lydene af ingenting, møder vildhestene og den stillestående voldsomhed i det kuperede, smattede landskab og forsvinder fra den moderne, digitaliserede omverden.

Maria er en kvinde med en fortid, som hun skjuler. Hun er kommet til den lille flække Windsford en sen aften i november, hun har lejet et ensomt beliggende hus på heden af en sær gammel mand, og kun sporadisk tager hun ind til den lille by for at koble sig på internettet i det lokale computerhjælpecenter eller for at spise på byens kro.

Ellers er hun alene. Hun går ture med sin hund, hævder at hun er forfatter og i gang med at skrive en ny roman og opgiver et andet efternavn end sit eget. Anderson i stedet for Holinek.

Maria Holinek er i virkeligheden en tidligere kendt svensk TV-vært, gift med en flamboyant litteraturprofessor og efter sigende på rekreativt skriveophold med manden i Marokko, efter at han er blevet hængt ud offentligt for at have voldtaget en stuepige på et hotel (sic!). På vejen derned gør parret holdt i Polen, hvor de besøger en af mandens gamle venner fra sommerrefugier for forfattere i Grækenland og senere Marokko.

Disse årlige sommerophold, der fandt sted tilbage i 1970erne, danner rammen om en del af historien, eftersom der dengang skete noget, som tilsyneladende ikke tåler dagens lys. Det feterede engelsk-amerikanske par, der husede de mange unge forfatter- og filosofaspiranter, er siden døde, og professor Holinek har følgelig besluttet at skrive om det, ingen har vovet at tale om.

Derfor skriveopholdet i Marokko, hvor nogle af begivenhederne fandt sted, og derfor besøget hos den polske ven, der ikke er udelt begejstret for projektet.

Undervejs mellem Polen og Marokko sker der imidlertid noget, der gør, at Maria senere finder vej til det øde hus på den engelske hede. Herfra kapper hun de fleste bånd til fortiden, skriver kryptiske mails til de voksne børn, venner og bekendte og venter på, at tiden skal gå.

Hun hjemsøges imidlertid af både tanker om sit liv og af stedets historie, måske også af én, der kender visse af hendes hemmeligheder, og hun møder nye bekendtskaber, der forstyrrer hendes selvvalgte isolation.

I et dystert univers

Det er dystert og mørkt og samtidig umådeligt smukt. Gennem hele bogen ligger en tone af tristhed, iblandet underspillet uhygge og en poetisk refleksion, der både er beroligende og foruroligende.

Sproget er samtidig let og legende, ja lokkende, og disse umiddelbart modstridende karakteristika i fraseologi og indhold, i udtryk og indtryk, løfter »Levende og døde i Windsford« til noget andet og mere end en spændingsroman i traditionel forstand. Nesser leger med forskellige genrer, og han gør det godt.

Bogen handler overordnet om flugt, fortrængning og forliste forhold, og den kredser om den teoretiske tanke, at man kan lægge sin fortid bag sig, kappe alle bånd og begynde forfra på et nyt liv midt i livet, afklaret og renset for hidtidige tanker, traumer og tildragelser. Nessers morale får man til slut, om ikke før, for undervejs filosoferes der over livet og døden, over de levende og de døde, så man næppe kan være i tvivl.

Både mentalt og digitalt er det svært at slippe for sig selv og sin egen skygge – man skal i al fald være nessersk smidig for at kunne slette alle kort-, computer- og kameraspor efter sig i den moderne verden.

Der er med andre ord og kort sagt tale om en bog, der indbyder til både adspredelse og fordybelse. Den er let læst, men svær at slippe, ikke mindst fordi tågen fra heden ligger tungt over ens tanker længe efter.