Forfatter: Håkan NesserUdgivelsesår: 2015

Anmeldelse fra Berlingske:
....................................................

Håkan Nesser narrer læseren
Af Merete Reinholdt

Håkan Nesser leger med fiktion, fortællerstemme og geografi i sin skønlitterære thriller om fortid, fortrængninger og parforhold.

Den er mere skøn- end den er noget som helst andet –litterær, Håkan Nessers nye roman »Straf«. Og lige så svær den er at sætte i genrebås, lige så udfordrende er det at give den et samlet skudsmål med på vejen.

»Straf« minder om en dynamisk organisme, et levende stykke råstof der ændrer form og struktur, selv når man holder om det og læser sig ind i det.

Håkan Nesser leger med andre ord med læseren. Både historien og geografien er genkendelige men uhåndgribelige, akkurat som fortællerstemmerne der er foranderlige, for ikke at sige forvredne, forlorne. Vi ved end ikke, hvem der har skrevet (dele af) bogen, eftersom Nesser tilsyneladende blot er medforfatter sammen med det tyske forfatterpseudonym Paula Polanski, der i øvrigt er en figur i bogen.

I den svenske udgave står Nesser sågar kun som oversætter, mens Polanski tilskrives hele æren, men da Nesser næppe kan dansk og har kunnet stå som (med)oversætter, har forlaget måttet lege med på spøgen og opgraderet hans navn til omslaget.
At Nesser er mester bag værket er der imidlertid flere indikatorer på, ikke mindst genbrugen af byer fra Nessers tidligere bøger og hele det fiktive europæiske landkort, han til dels før har brugt. Historien foregår i en svensk-flamsk-tysk-schweizisk blandingsregion, hvor alt ligner, men intet er, som man kender det. Akkurat som med fiktion og som med figurerne og fortællingen i »Straf«.

Fup og fantasi
Den nogle-og-tresårige succesforfatter Max Schmeling, der deler navn med en forhenværende tysk mesterbokser, modtager et brev fra en barndomsbekendt, han ikke har set i en menneskealder. Denne Tibor Schittkowski beder ham om hjælp til et personligt anliggende, han ikke selv kan klare, da han er døende af ALS.

Schmeling indvilliger modstræbende, dels fordi han står i gammel taknemmelighedsgæld til Schittkowski, dels fordi opgaven inddrager hans første store (forsmåede, men af ham deflorerede) kærlighed, en vis Kristiana.
Schittkowski har skrevet en slags forklaring på opgavens art ned i form af sin livshistorie. I sine yngre dage havde han et kortvarigt, men intenst forhold til selvsamme kvinde, som han efter sigende fik en datter med. Schittkowski endte imidlertid i spansk fængsel, fordi han slog Kristianas voldelige mand, Carlos Fuentes (sic!) ihjel.

Schmeling læser Schittkowskis beretning, og gradvist rulles han længere og længere ind i historien, indtil han selv bliver hovedperson i den, og alt, hvad der hidtil syntes tilforladeligt, viser sig at være komplekst og plagsomt.

Ingen er i virkeligheden dem eller det, de giver sig ud for, end ikke Schmeling selv. Fortællerstemmerne træder med andre ord ud af deres roller, og intet af det, Schmeling (og læseren) tog for givet, er andet end fup og fantasi. Eller rettere fiktion.
Nesser formår således på finurlig vis at vise, at meget lidt i livet kan tages for givet, og at sandheden langtfra er en endimensionel størrelse. Med spændingsromanens værktøjer skriver han skønlitteratur, der rykker rundt på faste forestillinger og giver læseren en slags mening med det hele, eller i det mindste med kunst. Det er skøn læsning.

Anmeldelse fra Politiken:
.......................................

Nesser-roman rummer uimodståelig uforudsigelighed og lavmælt melankoli
Håkan Nessers roman ’Straf’ er en meget fin og ret avanceret sag.
Af Mette Højbjerg
 
Ordene kommer ikke gratis til én, navnlig når man har passeret de 60, når man har udgivet en bog om året i umindelige tider, og når man ikke bryder sig om at gentage sig selv«.
Sådan lyder det fra hovedpersonen, forfatteren Max Schmeling, tidligt i Håkan Nessers nye bog, ’Straf’, men der er ingen grund til at antage, at udsagnet også handler om den 65-årige forfatter selv. Som med alle andre af Nessers bøger virker det, som om forfatteren har en misundelsesværdig let adgang til ordene. For at sige det ligeud: Han skriver røven ud af bukserne på de fleste andre, og det er mindst halvdelen af fornøjelsen. Heldigvis er Nessers oversætter, Jan Mølgaard, fuldt ud i stand til at forløse den gode svensker på fornemt dansk.

Til gengæld kan man godt diskutere, om det giver mening stadig at kalde Nesser for krimiforfatter. De sidste mange bøger fra den produktive forfatter, også denne nye, er langt fra de traditionelle krimiuniverser, som Nesser tidligere har befundet sig i med Barbarotti-bøgerne og krimiserien om Van Veeteren. Her er ingen forbrydelser, der skal opklares af fordrukne politifolk eller dygtige journalistkvinder, og her er ingen faste kontrakter med læseren om, hvad der skal ske.
I stedet leverer Nesser gådefuld, lavmælt spænding med mærkelige menneskeskæbner, der krydser hinandens spor, mens han smider de store eksistentielle spørgsmål om skyld, skam og fortrydelse let ud over det hele som en naturlig del af historien.
Og for at gøre den gådefulde historie ekstra mystisk har Håkan Nesser denne gang en medforfatter, Paula Polanski, der tilsyneladende er et pseudonym for en tysk forfatter – men hvordan hun er blandet ind i bogen, skal man til vejs ende for at få styr på. Det er raffineret og uforudsigeligt udført.

Lille, tætpakket sag
Historien i ’Straf’ – der er en lille, tætpakket sag – er umiddelbart enkel: Forfatteren Max Schmeling får et brev fra sin skolekammerat Tibor Schittkowski, som han ikke har set i mere end 40 år. Tibor mener, at Max skylder ham en tjeneste, fordi Tibor reddede Max’ liv, da de var børn.

Tibor er døende og har nu brug for Max’ hjælp, men hvad hjælpen går ud på, står først klart langt senere. Til en begyndelse får Max en bizar redegørelse for Tibors liv, der indbefatter en ukendt datter og et mord. Herfra er der ingen vej tilbage for Max: Taknemmelighedsgælden skal betales tilbage, og den er langtfra gratis.

Som altid med Nesser ligger der en melankolsk, søgende tone under det hele: Hvordan blev livet, som det blev, og hvad skal vi egentlig bruge det til?
Selv om ’Straf’ ikke er den allerstørste Nesser-roman, er historien om Max Schmeling en meget fin, ret avanceret sag, og som altid med Nesser ligger der en melankolsk, søgende tone under det hele: Hvordan blev livet, som det blev, og hvad skal vi egentlig bruge det til?

Eller som Schmeling formulerer det undervejs: »Der er så meget, Max Schmeling gerne ville slette. Det konstaterer han, da han en formiddag sidder ved sit skrivebord og ser ud mod den første rigtige efterårsregn og husene på den anden side af gaden, som knap kan skelnes. Blade, som falder, og mennesker, som skynder sig inden døre. Det er overvældende dystert. Man får lyst til at slette hele verden. Slette den sammen med sine forkerte afgørelser og sine svigt, tænker han. Disse slappe fejltagelser. Han har vandret på Jorden i mere end 60 år – hvor mange dage og timer fortjener egentlig at blive bevaret? Hvor meget ville han tage med i bagagen til en øde ø – eller til evigheden, eller hvor man nu ville begive sig hen?«.
Forhåbentlig fortsætter Nesser med sin litterære søgen efter svar – uden at finde det. For som han har sagt: Hvis han en dag finder svaret på, hvad man egentlig skal med dette uregerlige liv, så dør han. »Og hvis jeg finder svaret, så er jeg i hvert fald klar til at stoppe som forfatter«.